http://www.godsbanen.dk/nyheder/artikel/1044/
Adopt-A-Box har brugt vintermånederne på at konstruere et helt nyt drivhus
Tekst og foto: Eva Lisby
Har I set drivhuset i orange, pink, gule, grønne og
blå neonfarver på de nedlagte jernbanespor ved Bygning D på Institut
for (X)? Beklædt med plexiglas og bygget af store, firkantede
trærammer, der er lige til at skrue fra hinanden og flytte om på. Lige
som et tetris-spil.
Drivhuset – eller rettere Tetris-drivhuset er
resultatet af måneders arbejde i Adopt-A-Box-projektet, som består af en
gruppe ildsjæle med hang til at se med squash, hvidløg, porrer,
selleri, tallerkensmækkere og mange andre grønne vækster indtage
midtbyen i Aarhus.
Måske du også har lagt mærke til deres små
trækasser i gaderne, med alle planterne – og med det grønne logo
Adopt-A-Box malet på siden? Sidste år valgte 51 små butikker og
virksomheder i Mejlgade, Graven, Studsgade og Klostergade at blive
adoptivforældre til en af dem. I år håber Adopt-A-Box på at have 105
kasser klar midt i maj.
Og derfor var der hårdt brug for et drivhus – til
at forspire væksterne i. De 15-20 medlemmer af Adopt-A-Box har ikke
længere plads nok til det hjemme hos sig selv.
Drivhuset på vej
I efteråret begyndte de første tanker om drivhuset
at tage form rundt om en dampende varm suppegryde på 1. sal hos først
Frontløberne i Mejlgade og siden i køkkenet hos Institut for (X).
Jeg var selv så heldig at deltage i nogle af de
første møder og oplevede der, hvordan brainstorme, blyant, papir og ord
fra deltagere fra Europa, Asien, USA og Australien blev til et 3D
drivhus i hænderne på nogle bygningskonstruktionsstuderende fra de
baltiske lande og en uddannet arkitekt et andet sted fra i verden.
Senere har andre brugt timer på at søge – og få – penge til projektet
hos Byggeriets Ildsjæle, og til sidst har flere været med til at save,
male og skrue.
Til aller sidst er der blevet skovlet grus ned
mellem jernbanesvellerne, så der nu er en god og jævn bund at gå på i
drivhuset, der havde officiel åbning forleden.
En af dem, der glæder sig meget over resultatet er
Tore Abbednæs, der har været med til at skabe drivhuset fra start. Han
er selvlært tømrer, pædagogstuderende og friluftsvejleder.
”Det er godt at lave noget med planter – og med
mennesker og natur i det hele taget. Og nu har lavet et drivhus, der har
mange muligheder: Vi kan flytte rundt på hylderne, så det passer til
lave eller høje planter. Eller vi kan flytte nogle af rammerne og evt.
leje noget ud,” fortæller Tore Abbednæs.
Det tog faktisk kun en uge at bygge drivhuset, da alt det andet var plads.
”Det er vildt at tænke på – fra dengang vi stod med
bare ideen,” siger Hester Callaghan, der har været med til at starte
Adopt-A-Box som et projekt under Himmelhaven - en forening, som også
arbejder for et grønnere Aarhus.
At se noget gro
Hester Callaghan kan rigtig godt lide at se ting
gro. For hende handler Adopt-A-Box-projektet meget om at få naturen ind i
byerne, så vi kan lære den at kende.
”Naturen skal ikke bare være til pynt. Folk skal
vide, hvor de grønsager, som de spiser, kommer fra, og de skal se,
hvordan de er dyrket,” forklarer hun.
Det hjælper kasserne med til, foruden at de også har en sidegevinst.
”De er gode til at skabe kontakt i lokalsamfundet.
Jeg har for eksempel mødt alle mine naboer i Mejlgade på grund af dem,”
fortæller hun.
Men det kan nogle gange kræve lidt at få alle med
på ideen om at adoptere en kasse, når Adopt-A-Box medlemmerne er ude for
at finde nye aftagere blandt gadeforeninger og forretningsdrivende.
”Det giver forskellige oplevelser. Nogle tør ikke,
mens andre er meget åbne. Jeg havde fo reksempel en rigtig god oplevelse
i Volden, hvor de to, jeg lavede aftale med, fik flere med på ideen. Så
nu er vi kommet af med 17 kasser der,” fortæller Tore Abbednæs.
Og lige nu står spirerne til dem og vokser sig
store nok til at blive plantet ud i kasser, som skal køres ud i byen og
fordeles i gaderne midt i maj. Til det tid vil Adopt-A-Box meget gerne
have flere frivillige hænder til hjælp - og også til at komme med i det
grønne fællesskab i det hele taget.
”Det er godt at have en hobby – og dejligt at have
et formål og ikke bare at sidde og stene på Facebook. Vi prøver at mødes
ofte og bygge et fællesskab op om det her – og alle er velkomne til at
være med,” lyder opfordringen fra Hester Callaghan.
Der vil også være en høstfest i udsigt – både som
adoptivforælder til en kasse med grønt og som frivillig. Det blev der
holdt sidste år, hvor sæsonen sluttede med, at alle kasserne blev samlet
ind, grønsagerne høstet, tilberedt og spist - i fællesskab.