Jeg dyrker, derfor er jeg

-om at tage springet udi havebrugets ædle kunst

Solen tager til i styrke, fuglene kvidrer, og snart bliver det tid for kassernes adoptiv-familier at finde de grønne fingre frem.

Men hvad er egentlig meningen i at dyrke sin egen mad? Supermarkeder landet over bugner jo af frugt og grønt i alle regnbuens farver, og fra alle tænkelige verdenshjørner -altid. Vi har asparges fra Peru, jordbær fra Spanien og æbler fra New Zealand. Og det er billigt. Så hvorfor besvære sig med at få jord på fingrene, til gengæld for en håndfuld skæve, krogede gulerødder?

Regnbuegulerødder

For at besvare dét spørgsmål kunne man se på forskellen mellem en vare købt i, for eksempel, et supermarked, og noget man selv har dyrket.

Udover de åbenlyse forskelle i smag og friskhed man oplever, hvilket ifølge min mening oftest falder ud til de hjemmedyrkede grøntsagers fordel, er der en række gode grunde af klima-/miljømæssig såvel som ideologisk karakter.

I vores del af verden, hvor der nu bruges en historisk lille andel af indkomst på fødevarer, er det nemlig paradoksalt nok ofte en elegant, men energitung koreografi der fører fra frø til tallerken. Faktisk bidrager madproduktion med en væsentlig del af de flestes CO₂-fodspor (især hvis man spiser kød).

Den industrielle fødevareproduktion har sat udbyttet gevaldigt i vejret, men bringer samtidig en del problemstillinger med sig. Der nævnes i flæng: Energiforbrug i forbindelse med selve produktionen, såsom drift af maskineri, produktion af diverse pesticider og kunstgødning, og derefter transport, eventuel forarbejdning, og mere transport. Hertil kommer de miljø-mæssige påvirkninger som udpining af jord i forskellige egne af verden, alt imens vi oplever næringsstofforurening i de lokale farvende, vildfarne pesticider, lukkede drikkevandsbrønde, for ikke at nævne tilsætningsstoffer, konserveringsmidler, mærkningsordninger, snyd med mærkningsordninger, 3 for 2's pris, udnyttelse af billig arbejdskraft, overflødig emballage, e. coli-forurening, se mig -køb mig....

Mad udgør 'hæl-komponentet' i Storbritannien og Nordirland's CO2-fodspor

Nogle gange er det rart når det kan være helt simpelt. 'Det her er en gulerod jeg har dyrket.' Punktum. Det kan godt være formen ikke er i overensstemmelse med EU-standarden, men det er ligemeget, for jeg skal selv spise den. Den har rejst under 50 m fra haven og ind i køkkenet, og den smager med garanti mere af gulerod end noget man kan støve op i et supermarked.

Så har du en vindueskarm, et fortov, eller en krukke i baggården, så plant noget! Man behøver langt fra være 100% selvforsynende for at få fornøjelse af sin hjemmeavlede mad. Genopdag årstiderne. Få lidt jord under neglene. Lav et par fejl. Og prøv igen næste år -havebrugets ædle kunst er nemlig stærkt vanedannende!

Illustrationer til denne post venligst udlånt af

http://dirtandveggies.com/2010/10/11/rainbow-carrots/

og

http://www.razor-gator.com/CarbonPhotos/carbon_footprint.htm